Troense: Der var tidlige julegaver til en lang række kulturelle institutioner og foreninger, da midler fra Sydfyenske Dampskibsselskabs Fond i forrige uge blev uddelt ved et arrangement på Hotel Troense på Tåsinge.

Den lokale topscorer var SIMAC, der modtog 75.000 kroner til maskiner og udstyr til et Makerlab i det nye SIMAC, som snart bygges på havnefronten i Svendborg. I det nye læringsværksted skal der undervises i ny teknologi til f.eks. print af reservedele som supplement til den traditionelle fremstillingsteknik.

Svendborg Sunds Sejlklub modtog 50.000 kroner til en ny påhængsmotor til klubbens følgebåd, som bruges flittigt i forbindelse med jollesejleres ugentlige træningsaftener.

Lundeborg Sejlklub fik 35.000 kroner til indkøb af ny følgebåd, hvilket falder på et tørt sted, da klubben er hæmmet af kun at have én glasfiberjolle som følgebåd.

Sejlskibsforeningen Carla med base i Svendborg renoverer det gode skib Carla, som er fra 1922 og erklæret for bevaringsværdig. Carla skal have skiftet stævntræet, og der blev doneret 20.000 kroner til projektet. Samme beløb fik Broen Svendborg, der støtter udsatte børn og unge mellem 6-17 år til en aktiv fritid.

Endelig modtog Hovborglejren, som er en sommerlejr for fysisk og psykisk udviklingshæmmede personer, 10.000 til næste års lejr.

Der blev i alt udloddet for 614.000 kroner inklusive 4000 kroner som hvert år gives til Caroline S. - hertil kommer 50.000 kroner til Sydfyenskeprisen, hvis modtager i år er chefskipper på Fulton, Jakob Jensen.

Stiftet i 1985

Sydfyenske Dampskibsselskabs Fond blev stiftet i 1985. Årsagen var, at Sydfyenske Dampskibsselskab 10 år forinden ændrede færgeruten Spodsbjerg-Nakskov til Spodsbjerg-Taars. Ruteændringen medførte en dramatisk positiv ændring i rederiets økonomi.

Rederiets bestyrelse og generalforsamling var så af den opfattelse, at en del af disse økonomiske forbedringer skulle komme omverdenen til gode.

Fonden har siden 1993 årligt uddelt mellem 600.000. og en million kroner i overensstemmelse med Fondens formål, som er at støtte almennyttige formål, herunder kulturelle og sociale formål, navnlig inden for Sydfynske A/S's geografiske område. Med den tilknytning, der er til søfartserhvervet, lægger bestyrelsen hovedvægten på støtte til det maritime erhverv i bred forstand.

 

 

Artikel i Ugeavisen den 10. december 2019

 

 

 

 

 

 
 
  Fonden har siden 1993 uddelt
midler til almennyttige formål.
Sydfyenske Dampskibsselskabs Fond  ·  Spodsbjergvej 353  ·  5900 Rudkøbing  ·  23 29 55 07